Om Sophia..

Sophia de Mello Breyner Andresen blev født d. 6. november 1919 i den portugisiske by Porto. Hun blev født ind i en aristokratisk familie.

Det danske efternavn stammer fra hendes oldefar Jan Heinrich Andresen. Han forlod Danmark på en lille båd med kurs mod Amerika, men gik i land i Porto for at starte et nyt liv. Han blev en meget succesfuld forretningsmand, og han startede portvinsfirmaet J.H.Andresen, som familien ejede indtil 1942.

Hans søn João Henrique købte i 1895 landstedet Quinta do Campo Alegre, lige vest for Porto. Sophia voksede op her. Familien tilbragte somrene ved kysten på stranden Praia da Granja. Den store have ved hjemmet samt stranden og havet har inspireret Sophia til mange af hendes værker. I dag eksisterer huset Casa Andresen stadig, og haven er Portos botaniske have.

Sophia er en af det tyvende århundredes mest betydende portugisiske poeter. Mellem 1947 og 1997 udgav hun 12 digtsamlinger samt flere bøger med fortællinger heriblandt 7 børnebøger. Et af hendes væsentligste temaer er naturen, specielt havet med dets skønhed og myter. Andre temaer er retfærdighedens nødvendighed, den græske civilisation og betydningen af poesi.

I 1946 giftede hun sig med journalisten, politikeren og advokaten Francisco Sousa Taveres, som hun fik 5 børn med.

Hun modarbejdede aktivt Salazars fascistiske regime, støttede general Humberto Delgado, og underskrev ”de 101’s manifest” mod kolonikrigen og den katolske kirkes støtte til diktatoren Salazar. Hun var endvidere grundlægger og medlem af den nationale komité til støtte for de politiske fanger.

Efter revolutionen blev hun i 1975 valgt til Den konstituerende Forsamling, for Porto, repræsenterende det socialistiske parti. Hun støttede også offentligt Øst Timors uafhængighed, som blev en realitet i 2002.

I 1999 var Sophia den første portugisiske kvinde, der modtog Prémio Camões, den største pris for portugisisk sproget litteratur. Endvidere modtog hun bl.a. i 2001 prisen Prémio Max Jacob og i 2003 Dronning Sofia’s Iberisk-amerikanske poesi-pris.

Hun døde 84 år gammel, d. 2. juli 2004 i Lissabon. I samme år blev hun tilegnet en sal i Lissabons akvarium, Oceanário de Lisboa, til hende, og flere af hendes digte kan ses på akvariets vægge.

Hun er begravet i Santa Engrácia kirken, Portugals Nationale Pantheon, sammen med Portugals største berømtheder. Kirken ligger i Lissabons Alfama kvarter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *